Spring til indhold

”Den sorte svane” viser, at tiltag mod kloning af biler er magtpåliggende

Transportminister Thomas Danielsen meldte i en pressemeddelelse i efteråret sidste år ud, at man ville sætte ind over for såkaldte ”sms-syn”. Det hilste vi den gang velkommen. Men vi understregede også, at Finans & Leasing igennem længere tid har peget på, at vi i Danmark har et stort problem med klonede biler. SØIK (nu NSK) har afdækket og beskrevet hvordan kloning indgår i bandernes forretningsmodel helt tilbage i 2019. Men hidtil er intet sket. Det er ikke godt nok.

Den for tiden meget omtalte dokumentar på TV2, ”Den sorte svane”, understreger allerede i afsnit 1 med en malende beskrivelse af en yngre mand, at kloning er dagligdags forekommende blandt kriminelle. Og kan ske uden synderlig risiko for at blive opdaget. Det kan enten skyldes brodne kar i synsbranchen, som bevidst kigger væk. Eller at de ordentlige synshaller ikke har kompetencerne til at opdage kloning og at Færdselsstyrelsen ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på at indskærpe, at dette er en del af synshallens arbejde.

Husk nu: en klonet bil er en stjålen bil, som savner sin retmæssige ejer. Og kloning er grundlag for hvidvask af penge og kriminalitet. Det er en del af det cirkus, som holder banderne i live rent økonomisk. Dem skal vi til livs med alle midler og det kræver også en aktiv indsats mod kloning. Endvidere er kloning stærkt konkurrenceforvridende for de – heldigvis fleste – aktører i branchen, som gør tingene ordentligt.

Derfor her et opråb til transportministeren om at sætte handling bag ordene i forskellige bandepakker om indsats mod kloning.